Hvem er vi? - Jens Tinggaard

Andreas
Written by Andreas on
Hvem er vi? - Jens Tinggaard

Hvem er vi egentlig?

Foreningen for Danske Cyber Alumner vil gerne gøre jer alle lidt klogere på hvem det egentlig er, foreningen består af. Over den kommende tid præsenterer vi derfor nogle af vores medlemmer, så de selv kan fortælle hvad Cyberværnpligten har givet dem, og hvad de får ud af deres medlemskab i FDCA.

Vi starter med Tinggaard, hvis interesse for cyber-domænet startede i gymnasiet, hvor han deltog i DM i Cybersikkerhed. Herigennem blev han også gjort opmærksom på Cyberværnepligten, synes det lød spændende, og sprang ud i det!

Mht. hvad Tinggaard har fået med fra CVPL, så siger han selv:

”Udover at jeg er blevet klog på alt muligt, lige fra netværk - som jeg aldrig havde troet at jeg skulle beskæftige mig med - til opsætning af en linux server og hvordan man håndterer administrationen af et større netværk, så er noget af det bedste jeg har fået med helt klart det sociale sammenhold!”

Tinggaard arbejder nu i Forsvaret og bruger meget af hans fritid på CTF-opgaver, og er efterhånden også blevet en skarp programmør i Python og Rust.

Men hvorfor er han med i FDCA?

”Jeg har meldt mig ind i foreningen, da jeg synes at tanken bag er virkelig god, og så er potentialet for en forening, bestående af unge, som alle har været igennem den samme, intense uddannelse inden for et så aktuelt emne, meget stor!”

Vi er meget glade for at have Tinggaard med ombord, og sætter pris på hans daglige støtte til vores virke. #cyber #cybersecurity #FDCA

Andreas

Andreas

Andreas er hovedansvarlig for sporet vedrørende samfundspåvirkning. Derudover så er han hovedansvarlig for foreningens sociale medier.